Det flyder stadig med skrald i Ballerup
Affald-5.jpg
Store plasticstykker og alment affald flyder ved kantstene og på pladder i Ballerup. Her er et par eksempler, som affaldsindsamlerne har ’skudt’ på deres tur rundt i kommunen. Foto: privatfoto
Affald Store mængder affald, flasker, mundbind og pizzabakker flyder i parker og på gader i Ballerup. Kommune lover at rette op.

Hvis Ballerup havde samme sanktionsmuligheder overfor smidt affald som den asiatiske miniature-stat Singapore, var mange nok bag lås og slå.

Her er det nemlig forbundet med heftige bøder og i grelle tilfælde fængselsstraf, hvis man smider så meget som et stykke karamelpapir på gaden. Sådan er det (heldigvis) ikke i hverken Danmark eller Ballerup, men ikke desto mindre er mængden af affald tydelig i gade- og parkbilledet i Ballerup.

I forbindelse med sidste uges artikel om gaspatroner, der er smidt rundt omkring i kommunen, kom der en del kommentarer på Ballerup Bladets Facebook-side om, at det ’i det hele taget flyder med skrald i Ballerup’ og at det altså ikke kun er gaspatroner, det flyder med. Særligt blev området ved stationen fremhævet som storsynder i smidte mundbind og affald fra fastfood som shawarma og pizzaer.

Utilfreds med entreprenør

For nylig opsagde Ballerup Kommune sin aftale med entreprenørselskabet Hededanmark, der havde ansvaret for rengøring af veje og parker og tilskæring af buske og træer, da kommunen var utilfreds med arbejdet og selv ville overtage det.

Men den lokale og frivillige affaldsindsamler, der også fandt de smidte gaspatroner, Claus Kiær fra den frivillige gruppe NatureSays#metoo har sendt billeder til Ballerup Bladet, der ikke maler noget skønmaleri af kommunen, der visse steder fremstår som en mindre losseplads.

Skal nok få ryddet op

Vi spurgte derfor formanden for teknik- og miljøudvalget Hella Tiedemann (A), hvordan kommunen forholder sig til de massive affaldsmængder.

”Vi ved godt, at det ser slemt ud nogle steder, også efter skolerne er åbnet igen og eleverne spiser fastfood. Og det skal vi nok gøre noget ved,” siger Hella Tiedemann.

Men I fyrede HedeDanmark, fordi I var utilfredse med arbejdet – hvorfor ser her så sådan her ud?

”Nu er der jo altså grænser for, hvor meget kan nå på 14 dage (tiden fra HedeDanmark havde sidste arbejdsdag i kommunen til billederne blev taget, red.) Og vi skal nok kigge på det. Jeg har netop bedt forvaltningen om en redegørelse for, hvordan det ser ud og hvilke prioriteringer vi skal lave,” siger Hella Tiedemann.

4 kommentarer om “Det flyder stadig med skrald i Ballerup”

  1. Martin Jensen siger:

    I går Mandag var en medarbejder fra kommunen
    ude med traktor og gas brænder på Hold an vej .
    Jeg begriber ikke at man bliver ved med at brænde gas og diesel olie
    af for at fjerne lidt harmløs ukrudt langs vejene .
    Det er tydeligt at man ikke prioritere affalds oprydning
    jeg har ikke set en eneste medarbejder gå og samle affald op .
    Det er simpelt hen en skandale .

  2. Claus Kiær siger:

    Undertegnede har i forbindelse med @NatureSays#Metoo frivillige indsats fra juni 2018 dokumenteret vores affaldsopsamling til Rådhuset inkl. TMU og Hella Tiedemann samt til By, Erhverv og Miljø. Og vi har også haft en del møder bl.a. pga. de horrible mængder af affald, som ikke alene skyldes “skoler” “shawarma” og “pizzabakker”. Problemet med mængden affald går også tilbage til før HedeDanmarks epoke i Ballerup Kommune, hvor vi har vurderet, at de kun var med til at forværre problemet fordi de også makulerede affaldet med deres græsslåmaskiner. Hvis der skal måles på affaldsprodukter så er det alt relateret til rygning, to go (specielt fra McDonald’s), snusdåser, kioskemballage, plast- og glasflasker og dåser. Derefter kan vi begynde at tale pizza og shawarma. HedeDanmark blev opsagt september 2020 så det med de 14 dage holder ingen steder. Fra 1. marts har TMU taget over og det viste foto er blot lidt over en uge gammel. Ballerup har bl.a. i forbindelse med den årlige affaldsuge været placeret i toppen af mængden af affald. Så lad os hæve vurderingsniveauet en anelse og ikke bortforklare det med “åbning af skolerne” for hvis det er tilfældet så har TMU ikke forstået hvad vi har forklaret i talrige e-mail og i diverse møder. Bilister, rygere og byggepladserne er nogle af Ballerups værste affaldssyndere. @NatureSays#Metoo ved det for vi er derude i Ballerups affaldsverden uden brug af excel-ark.

  3. Martin Jensen siger:

    Ja det er sørgelig læsning .

  4. Martin Jensen siger:

    Makulering og afbrænding af Gas kan kommunen
    passende stoppe med .
    Græsslåning skal heller ikke foregå på ugentlig basis
    det er spild af ressourcer .

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *