Biografdirektør: Det er unfair, at vi ikke får hjælpepakker
Biograf-3-1.jpg
Biografdirektør Jan Boye har ventet rigtig længe på at kunne åbne sin nye Format Biograf. Han må vente i hvert fald en måned endnu og i mellemtiden kan han kigge langt efter økonomisk hjælp. Foto: Arkivfoto
Ventetid Direktør i Ballerups nye endnu ikke åbnede Format Biograf, Jan Boye, raser over at han ikke får hjælpepakker. Og så glæder han sig til at biografen kan åbne den 6. maj.

Lige nu arbejder direktør i Ballerups nye biograf Format Biograf Jan Boye med at finpudse konceptet og gøre helt klart til åbningen af biografen, som efter planen og efter regeringens seneste genåbningsplan kommer til at blive 6. maj.

Oprindelig var det meningen, at biografen, der ligger på toppen af Ballerup Centret, skulle åbne i efteråret 2020, men det blev som bekendt udskudt på grund af corona-epidemien.

Blød åbning

Nu er der udsigt til at biografen endelig kan åbne 6. maj, men det bliver en blød åbning.

”Vi har ikke helt besluttet det endnu, men vi kunne godt forestille os at vi venter med den helt store publikumsåbning til vi kan vise en stor premiere-film. Filmindustrien er jo også ramt af corona, og vi har netop fået at vide at den længe ventede Marco-Effekten (en Jussi Adler-Olsen filmatisering med Ulrich Thomsen som Carl Mørch, red.) først kommer i slutningen af maj. Og det ville give mening at kombinere det med en stor åbning. For det ville være lidt ærgerligt at åbne med fire mennesker med mund-bind, så i stedet tror jeg, at vi nøjes med en blød åbning for pressen, hvor vi selv klipper snoren, ”siger Jan Boye.

Når biografen åbner, er det pålagt at vise corona-pas for at komme ind. Coronapasset downloades på telefonen eller skrives ud og kan vise, om man enten er vaccineret eller hvis ikke, så at man har en negativ test, der er højst 72 timer gammel.

”Det har vi ikke noget problem med. Hvis det skal til, så er det sådan, og det er en ekstra sikkerhed for vores gæster og personale. Jeg regner med, at man ved indgangen skal vise sit corona-pas,” siger Jan Boye.

Økonomisk trængt

Det er rent økonomisk også vigtigt, at biografen åbner, siger han.

Det er nemlig kun virksomheder, der virkede inden corona-nedlukningen, som kan få hjælpepakker. Og da biografen først åbner rigtigt til maj, er de altså ikke berettiget til hjælpepakker. Det har de netop fået et afslag på fra Erhvervsstyrelsen. Men Jan Boye har ikke tænkt sig at give op.

”Det er dybt konkurrenceforvridende, at vi ikke får hjælpepakker. Hele projekteringen og planerne med biografen startede jo meget før, og første spadestik blev taget i januar 2020, hvor vi ikke vidste noget om corona i Danmark. Så jeg undrer mig virkelig over, at vi ikke kan få hjælpepakker, da vi ikke havde nogen mulighed for at standse byggeriet, som var godt i gang,” siger Jan Boye, der nu vil klage over afgørelsen.

Film i fællesskab

Bortset fra kampen for at få hjælpepakker glæder Jan Boye sig helt vildt til at åbne biografen for Ballerups borgere.

Mange har under nedlukningen – ligesom ham selv – set film og serier på streamingtjenester, men det er ikke det samme, mener han.

”Hvad sjov er der ved at sidde to-fire mennesker i samme hus med hver sin computer og se på hver sin film. Det er ikke det samme. Intet kan slå at se en film i fællesskab. Den oplevelse man har sammen med andre, når man skal i biografen, måske spiser man sammen først, kommer til biografen og får en forfriskning, og så oplever man filmen sammen og kan tale om den bagefter. Det er magisk. Og det er det også, hvis man går alene i biografen, for så har man sin opmærksomhed rettet mod lærredet, men under filmen sker der noget sørgeligt eller sjov eller uhyggeligt, og den følelse deler man i det sekund med de andre i biografen. Det er meget stimulerende,” siger Jan Boye.
Format Biograf åbner efter planen og med forbehold for endnu en nedlukning 6. maj 2021. Følg med i Ballerup Bladet.

1 kommentar om “Biografdirektør: Det er unfair, at vi ikke får hjælpepakker”

  1. Ove Ginness siger:

    Det med manglende hjælpepakker er noget langt ude i denne situation – men bevares, det er da altid rart at få andre folks penge 🙂

Skriv et svar til Ove Ginness Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *