Ballerups idrætsklubber bløder medlemmer
Motorcross-10-10-21-scaled.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Rigtig mange af de lokale idrætsklubber og foreninger har mistet medlemmer under coronaen. Men enkelte klubber som eksempelvis Ballerup Skovlunde Motorcross Klub har fået rigtig mange nye medlemmer. Foto: Kaj Bonne
Coronaen har også haft store konsekvenser for det lokale idrætsliv. Mange hundrede medlemmer er forsvundet fra idrætsklubberne i kommunen det seneste år. Men nogle klubber har oplevet det modsatte.

Rigtig mange dele af samfundet har mærket konsekvenserne af coronaen. Nedlukninger og restriktioner har kostet på økonomien og det mentale. Også idrætsforeningerne har kunnet mærke det.

Lukkede haller og tomme omklædningsrum som konsekvens af lukninger og forsamlingsforbud har kostet et stort antal medlemmer i de lokale idrætsklubber- og foreninger.

Det viser nyeste tal fra DGI Storkøbenhavn.
I Ballerup Kommune er antallet af medlemmer i de lokale idrætsklubber faldet med 926 fra 2019 til 2020 så der nu er 15.585 medlemmer i de 77 lokale idrætsforeninger.

Nedgangen er jævnt fordelt, men der er faktisk enkelte idrætsforeninger, der har fået flere medlemmer, som Rosenlund Volley, der har fået 40 procent flere medlemmer, Jonstrup Basketball Klub, der har fået 35 procent flere medlemmer og Ballerup Skovlunde Motorcross Klub, der har fået hele 80 procent flere medlemmer. Det er særligt børn og unge i alderen syv til 25 år, der er strømmet til.
Tallen giver anledning til både glæde og ærgrelse hos borgmester Jesper Würtzen (A).

Godt – trods alt
”Igennem 2020 har vi trods utallige ned- og genoplukninger, ændrede træningsaktiviteter, begrænsede adgangsforhold og aflysning af en masse stævner, oplevet et foreningsliv og mange borgere og frivillige aktører i kommunen, der ansvarligt har påtaget sig opgaven med at gennemføre de aktiviteter, der har været mulige, på tryg og forsvarlig vis. Det glæder mig,” siger Jesper Würtzen, der mener at det er uundgåeligt i et år med corona.

“At vi ser et fald i medlemstallet er en naturlig konsekvens af de mange nedlukninger. Det glæder mig derfor meget, at det under de omstændigheder er lykkedes nogle foreninger at tiltrække nye og flere børn og unge til deres idræt. Det giver mig også en tro på, at foreningslivet kommer godt igen efter pandemien. Ballerup Kommune understøtter foreningerne i at få de tabte medlemmer tilbage blandt andet ved at sikre foreningerne det samme kommunale tilskud som i 2020 og adgang til de samme tider i haller og gymnastik- og svømmesale som året inden pandemien. Vi er også ved at undersøge, hvordan vi kan hjælpe foreningerne med at få de tabte medlemmer tilbage i forhold til en rekrutteringsindsats,” siger Jesper Würtzen.

Den klub der ifølge opgørelsen har fået flest nye medlemmer i coronaåret er Ballerup Skovlunde Motorcross Klub. Det er der nogle helt specifikke grunde til, mener formanden for klubben, Thomas Bangsmann.

Fleksibel og pakket ind
”For det første har corona-året betydet, at meget indendørs er flyttet udendørs. Samtidig er vi ikke en sport, hvor vi er meget fysisk tæt på hinanden. Det er sværere at spille eksempelvis fodbold uden at løbe ind i forsamlingsloft og restriktioner. Vi har sørget for at dele kørerne op i mindre enheder og vi er i forvejen pakket ind i hjelm og dragt, så vi har kunnet gennemføre mange af vores aktiviteter på en sikker måde,” siger Thomas Bangsmann.

Men han understreger, at fremgangen også skyldes en mere generel tendens.

”Vi har været gode til at bruge vores netværk, vi har fortalt om vores klub på de sociale medier og så har vi været meget fleksible i forhold til tid. Mange familier har travlt i dag og de kan betyde, at det kan være svært at afse en fast dag til en ny sportsgren. Vi har arrangeret prøvekørsler på alle mulige tidspunkter, hvor det passer den enkelte familie og der har vi så fortalt om vores sport. Det har betyder, at mange har hængt ved. Når først man har fået motorcross ind i blodet, så bliver det for mange en familieting, det bliver en livsstil og det har vi kunnet mærke,” siger Thomas Bangsmann, som også fremhæver, at klubben i mange år har haft et samarbejde med Ballerup Kommune om at tilbyde aktiviteter til unge, der er i fare for at komme ud på et sidespor.

Endelig fortæller han, at klubben også lægger vægt på et godt socialt miljø, hvor både børn og forældre er en aktiv del af sporten og det sociale liv efter træning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *