Balladen om et byggeri
Egebjerg-byggeri-03-12-21-1-scaled.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Hele sagen begyndte, da frisøren Charlotte Selvig, der også er nabo til byggeriet, gik i Ballerup Bladet og fortalte om deres gener med mistede p-pladser og ditto dagslys. Siden har byggeriet været stoppet og er nu igangsat igen, mens den lokale bygherre mister penge og naboerne vil fortsætte kampen mod byggeriet. Foto: Arkivfoto
Byggeplaner Byggeriet på Egebjerg Bygade blev standset lige før påske efter protester fra naboerne. Men nu er byggeriet i gang igen efter blåstempling fra kommunen. Det undrer naboerne, mens bygherre kæmper med at få håndværkerne tilbage på arbejdet.

Et etagebyggeri på Egebjerg Bygade med seks lejligheder har skabt ballade allerede inden, bygningen er opført.

Som tidligere beskrevet i Ballerup Bladet har byggeriet vakt lokal harme blandt andet fra naboen, ægteparret Charlotte Selvig og Michael Andersen, som tidligere har udtalt til avisen, at de vil blive generet af indkig fra de kommende naboer.

Tvisten mellem naboerne og kommunen og med bygherre midt i sandwichen er ifølge vores oplysninger og de dokumenter, vi er i besiddelse af, at der i forbindelse med salget af grunden tilbage i 2017 er givet dispensation til lokalplanen til at anlægge p-pladser. Ifølge lokalplanen skal der være to p-pladser pr. nye bolig, men bygherre vil nøjes med at etablere seks p-pladser på selve grunden. Kommunen ville ikke give dispensation til så få pladser, men solgte så tre af områdets øvrige pladser til bygherre, således at han har ni p-pladser, altså halvanden pr. bolig. De solgte parkeringspladser er lagt sammen med grunden til beboerformål, men ligger egentlig i et andet planområde, hvor alle kan parkere, altså et offentligt formål.

For højt

Naboerne har også være kritiske overfor højden af byggeriet, der er planlagt til 12 meter.

”Hvis vi havde vidst det dengang, vi selv byggede vores hus for syv år siden, havde vi aldrig købt grunden her, og vi kan da godt finde på at flytte nu, for det vil i den grad skabe skyggegener og påvirke vores privatliv med et så højt byggeri fire meter fra vores grund,” siger Michael Andersen til Ballerup Bladet.

På baggrund af modstanden mod byggeriet, som alt andet lige vil koste p-pladser i området, besluttede kommunen at standse byggeriet lige før påske, så sagen kunne blive gennemgået med tættekam. Og i sidste uge meddelte kommunen så, at byggeriet er lovligt og derfor kan gå i gang igen.

”På baggrund af klagerne ville jeg gerne have undersøgt om byggeriet var lovligt, og det har forvaltningen nu undersøgt, og han kan bygge igen,” siger formand for det ansvarlige udvalg Teknik – og Miljøudvalget Hella Tiedemann (A).

Naboerne blev ifølge en mail, som Ballerup Bladet er i besiddelse af, orienteret om at byggeriet er i gang igen, men i Facebook-gruppen og overfor Ballerup Bladet udtrykker de, at de ikke er inddraget i sagen.

”Vi er ikke blevet hørt, hverken før eller siden. Den her sag er meget mærkelig. Vi anklager ikke bygherre og har sådan set ikke noget imod ham. Men vi har noget imod den måde, kommunen har håndteret salget og sagen på. Der mangler ganske enkelt at blive lavet en grundig helhedsvurdering, inden der bliver truffet en beslutning. Ballerup Kommune har jo selv været med til at lave parkeringsbestemmelsen i den nye lokalplan for Egebjerg-området, så det er uforståeligt, at man så få år efter kan komme til den konklusion, at man bare kan etablere et stort etagebyggeri med kun seks pladser,” siger Michael Andersen.

Han vil nu sammen med Fællesvirket – sammenslutning af grundejerforeninger i Egebjerg – og en advokat vurdere, hvad næste skridt skal være.

Koster bygherre dyrt

Bygherre bag byggeriet, Daniel Ploug Hansen, fik travlt med at hive håndværkere tilbage til arbejdet, da kommunen blåstemplede byggeriet i sidste uge.

”Det her forløb har været sindssygt hårdt. Byggeriet blev standset lige før påske, og enhver ved, hvor svært det er at få håndværkere for tiden, så for at holde på dem har jeg betalt deres omkostninger selvom de ikke har lavet noget på mit byggeri. Det har kostet mig et sted mellem 250.000 og 300.000 kroner, og lige nu har jeg travlt med at få dem tilbage til arbejdet,” siger Daniel Ploug Hansen.

Det var ikke en proces, han havde drømt om, da han købte grunden på Egebjerg Bygade for fire år siden.

Lokal entreprenør

Han er født og opvokset i Måløv og flyttede med sin familie til Egebjerg i 2017, hvor han også købte grunden. Planen var og er at bygge lejligheder til udlejning, og flere i hans egen familie har allerede reserveret en bolig. Det er også planen, at han selv skal bo der med tiden.

”Der er stor mangel på boliger i Ballerup, og flere kan ikke komme ind på almindelige ventelister, fordi man skal være skrevet op i 20 år, så jeg vil skabe lejligheder til almindelige mennesker, der gerne vil bo godt,” siger Daniel Ploug Hansen.

Han er ked af den lokale modstand, men har ikke fulgt kritikken på Facebook.

” Jeg er ikke på Facebook, og tror på det bedste i mennesker. Jeg hørte først om det, da der var en, der sagde at historien var på forsiden af Ballerup Bladet,” siger Daniel Ploug Hansen med henvisning til vores historie for nogle uger siden.

Livsværk

Han er uddannet vvs´er og indehaver af sit eget ejendomsfirma DPH, der står bag byggeriet.

”Jeg har sparet op i årevis for at kunne købe grunden. Det her byggeri er mit livsværk. Mine to piger på fem og syv år har sat deres aftryk i fundamentet, og jeg ønsker kun at skabe et noget godt i lokalmiljøet,” siger Daniel Ploug Hansen.

I forhold til parkeringspladser har formand for teknik- og miljøudvalget Hella Tiedemann (A) tidligere lovet at tage de lokale med på en gåtur i området for at finde løsninger.

”Nu er vi sikre på, at byggeriet kan fortsætte lovligt, men tilbage har vi så problemet med p-pladserne, og så snart vi må samles lidt flere (grundet covid-19-restriktioner, red.) så vil jeg invitere de lokale ud på en gåtur, så vi sammen kan finde løsninger,” siger Hella Tiedemann.

Imens fortsætter Michael Andersen sin kamp mod byggeriet, og bygherre Daniel Ploug Hansen kæmper med at få håndværkere tilbage til arbejdet.

1 kommentar om “Balladen om et byggeri”

  1. Poul E. Pedersen siger:

    Noget forbandet svineri fra kommunens side, med alle disse dispensationer.

    Og uanset om man spørger naboerne ved selv den svagest begavede at man ikke bygger et flere etagers byggeri ved siden af etplans huse.
    Men åbenbart ikke hos Ballerup kommune.

    Der bare mosler derudaf og så lade naboerne i stikken .
    De naboer der nu ikke længere kan sidde i deres have uden at blive overvåget af beboerne i “højhuset ” ved siden af.

    ER der da slet ikke nogen der kan tænke oppe på det Rådhus. ??
    De ligesom vader rundt i spinatbedet i det uendelige.
    Hvad med at få lettet måsen og komme ud og beskue problemerne OG involver naboerne, inden i udsteder disse samfundsødelæggende dispensationer. ???

    Vil kommunen indrømme sin fejltagelse og enten få det etagebyggeri stoppet og fjernet.
    Eller købe de omliggende huse.
    Alt sammen naturligvis på skatteborgenes regning.
    PS.

    Gad vide hvor meget disse nabohuse nu falder i værdi. ???

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *