Balance i trafikpolitikken
Debat Radikale Venstre vil ikke blokere for en færdiggørelse af motorvejen mellem Ballerup og Frederikssund i de kommende transportforhandlinger. Det ønsker vi ikke. Men vi vil insistere på, at en sådan beslutning ikke kan stå alene.

Hvis vi for alvor skal trængslen til livs i hele hovedstadsområdet, ikke mindst på strækningerne mellem Ballerup og Frederikssund og mellem Allerød og Hillerød, er der brug for en mere strategisk og mere synkron planlægning af hele den samlede transport i, til og fra hovedstaden.

Det kræver som minimum en markant forbedring af den kollektive transport – især tog – og på sigt også en form for roadpricing ind mod København. Ellers kommer vi ikke trængslen til livs, men vil blot flytte den rundt og forlænge den i forvejen ulidelige ventetid på vejene. Og så skal der tages hensyn til klimaet i anlægsfasen, ligesom vi generelt kæmper for, at det er elbiler, der kommer til at køre på de nye veje.

Alle i Ballerup kommune kender de gode sikkerhedsmæssige, erhvervsmæssige, trængselsmæssige og samfundsøkonomiske argumenter for at færdiggøre Frederikssundsmotorvejen. Derfor forventer vi også, at stort set alle partier vil være enige om det i de kommende forhandlinger.

Men vi radikale vil også stille krav om en samlet strategisk tilgang til den store trængsel, herunder at tilgodese alternativer til motorvejen og tage hensyn til støj og belastning på Frederikssundvej – og, ikke mindst, klimaet. Det er grunden til, at vi i mange år har efterlyst balance i den samlede trafikpakke. Ikke på bekostning af vejene, men som en forudsætning for rent faktisk at få bragt transporttiden og ventetiden ned omkring Ballerup.

1 kommentar om “Balance i trafikpolitikken”

  1. Poul E. Pedersen siger:

    Det var pænt af De Radikale Venstre at de ikke vil blokere for færdiggørelsen af Frederikssund motorvejen.
    Man tuder næsten af taknemmelighed over dette offer fra partiets side.

    Men hvad er det at partiet nu sysler med. ?
    Som Roadpricing, syncron planlægning, Strategisk tilgang, m.m.
    Alt sammen fine ord.
    Men hvad betyder de, sådan på jævnt Dansk, uden for mange floskler. ??

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *