Privat pasning og mangfoldig pasning
Debat I flere kommuner har man mulighed for tilskud til pasning af eget barn. Den mulighed har man desværre ikke i Ballerup.

Men måske er det på vej? Der har nemlig været fremsat et borgerforslag om, at Ballerup Kommune skal indføre tilskud til pasning af eget barn. Og dette forslag fik nok stemmer til, at det skal behandles i Kommunalbestyrelsen. Det er således et ønske fra flere forældre, som ikke ønsker at få deres barn passet ude, mens de er små og dermed give forældre en valgmulighed ift. hvilken start på livet, som de mener er bedst for deres børn.

Forslaget har allerede være drøftet i Kommunalbestyrelsen, som besluttede at forslaget skal behandles i Børne- og Skoleudvalget, som har ansvaret for børnepasning. Forslaget blev derfor behandlet i udvalget i februar måned, men spørgsmålet blev desværre ikke afklaret, da der skal arbejdes yderligere med sagen.

I Det Konservative Folkeparti støtter vi forslaget om at indføre tilskud til pasning af eget barn i Ballerup Kommune.

Vi havde allerede forslaget med i ændringsforslaget til budgettet 2021, som vi stillede sammen med Venstre. Her foreslog vi, at ”vi ønsker at give vores borgere – og herunder også småbørnsforældre – så frie valg, som muligt. Dette gælder også, når det gælder valg af pasningstilbud. Mange forældre ønsker at kunne holde deres barn hjemme lidt længere i stedet for at sende barnet i vuggestue eller dagpleje, og samtidig har vi kapacitetsudforinger i kommunen.

Vi foreslår derfor, at det undersøges, hvordan vi bedst muligt kan lave en ordning, så forældre til børn i vuggestuealderen kan få tilskud til at passe deres børn hjemme”. Dette ændringsforslag var der desværre ikke flertal for.

Vi ser derfor frem til, at et endeligt forslag snart bliver fremlagt til politisk behandling. Vi er klar til at stemme for.

Det er vigtigt med valgmuligheder og mangfoldighed i børnepasningen.

Det er derfor bekymrende, at den socialdemokratiske regering har indgået en aftale, der reelt forbyder nyetablering af private daginstitutioner. Dette går ud over forældrenes selvbestemmelse og det rammer alle de ildsjæle, der ønsker at starte en privat institution. Det er et slag mod det private initiativ og mod friheden til at vælge selv. Forældre skal selv have lov til at bestemme, om de vil sende deres barn i en privat eller offentlig daginstitution.

10 kommentarer om “Privat pasning og mangfoldig pasning”

  1. Poul E. Pedersen siger:

    Nej, heldigvis.

    Hvorfor i alverden skal andre borgere fordi man vil passe sine børn.
    Har vi ikke udgifter nok.

    Børn er nu engang forældres ansvar og udgift.
    Det skal hverken kommunen eller borgerne blandes ind i.

  2. Ove Ginness siger:

    Troede ikke, at børnene var kommunens? 🙂 :-))

  3. Karsten Kriegel siger:

    @Poul:
    Der er ikke tale om EKSTRA udgifter. Det er i stedet for en daginstitutionsplads, som man jo så sparer. Så enten skal kommunen betale for en institutionsplads, eller give pengene til forældrene, som i stedet passer barnet. Det kaldes valgfrihed.
    Hvis børn alene er forældrenes ansvar og udgift, så skal vi vel også afskaffe institutionspladser, som vi alle betaler til via skatten?
    @Ove: Det er de da heller ikke.

    1. Ove Ginness siger:

      Jo – det vil du da gerne have at de skal være – børnene, altså. Med dit forslag skal forældre kunne vælge at få kontanter i stedet for daginstitutionsplads – og kommunen betaler uden at have kontrol med hvordan disse penge bliver brugt ((eller skal vi måske oprette endnu en kommunal funktion til dette? – sikkert! :-)) Hvorfor i alverden skal kommunen dog blandes ind i et sådan forhold? :-))

  4. Karsten Kriegel siger:

    @Ove: Børnene har da godt af at blive passet af deres forældre og ikke blive institutionaliseret. Det er da godt, hvis vi kan lave nogle ordninger, som gør det muligt for forældrene at passe deres egne børn.
    Ordningen kræver, at forældrene skal opfylde en række kriterier, ligesom når man søger andre ydelser fra kommunen og selvfølgelig ønsker jeg ikke mere kontrol/bureaukrati.
    Det er vel ikke anderledes, end at kommunen i forvejen blander sig i børnenes pasning.

    1. Ove Ginness siger:

      Karsten – der skal forhåbentlig ikke laves ”ordninger” for at forældre kan passe deres egne børn!
      Men du beskriver en ordning, der kræver at forældrene skal opfylde visse kriterier derfor. Kan godt være du ikke ønsker mere kontrol og bureaukrati – men hvad er det så du lægger op til? – hvad er det for typer af kriterier du vil opstille, så forældre kan blive godkendt til at passe deres egne børn i den ”ordning” du fabulerer om? – OMG!
      Uanset din mening om bureaukrati, så vil dette da afstedkomme en ny kommunal funktion, der skal administreres – husk salig Parkinsons lov – hvis du kender den – ellers find den frem – den er god i enhver offentlig sammenhæng. Læs dog hvad du selv skriver 🙂

  5. Karsten Kriegel siger:

    @Ove: Det er de færreste familier, der har råd til at gå hjemme og ikke være på arbejdsmarkedet. Så det er jo af nød og ikke nødvendigvis et tilvalg, at forældre lader børn være i institution. Så det er fint med et økonomisk tilskud, så det kan blive et reelt valg at passe sit barn. Det koster ikke ekstra for kommunen, så jeg forstår ikke, at du vil afskære dem muligheden.
    Det er ikke en ordning, jeg har fundet på. Den er omtalt i lovgivningen, som en mulighed for kommuner at bruge og flere kommuner har det. Så det er såmænd op til kommunen at afgøre, om man ønsker at bruge loven og skabe valgfrihed og tilbud til forældrene, eller man vil være rigide og kun tilbyde kommunale løsninger. Jeg ønsker service og valgfrihed.
    Læs sagen på hjemmesiden, der står kriterierne udførligt beskrevet. Ordningen kan administreres af Pladsanvisningen, som i forvejen administrerer tildeling af de kommunale pladser.

  6. Ove Ginness siger:

    Karsten – jeg tiltror dig heller ikke at have opfundet ordningen og ved, at den omtales som en mulighed i lovgivningen.
    Kunne blot tænke mig dokumentation for, at den ikke vil belaste kommunens borgere med nye udgifter til gennemførelse og administration, for selv om Pladsanvisningen kan administrere ordningen, er det en ekstra administrationsopgave – som til enhver tid vil medføre flere udgifter i et offentligt regi.
    Og i en gennemsyret socialdemokratisk kommune, er omtrent alt samfundsmæssigt en offentlig opgave – især i Ballerup.
    P.S. Husk Parkinson 🙂

  7. Ove Ginness siger:

    P.S., Karsten:
    Jeg tror i øvrigt ikke, at din ordning får gang på jorden i vores socialdemokratiske kommune, hvor børnene jo altid passes bedst i en offentlig institution – ovenikøbet bakket op af den socialdemokratiske regerings afsky for privat børnepasning 🙂 🙂

  8. Karsten Kriegel siger:

    @Ove: Dit sidste indlæg kan vi kun være enige om. Jeg tvivler desværre også på, at A bakker op.

Skriv et svar til Karsten Kriegel Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *