Nyt parti vil skabe røre i den lokalpolitiske andedam
Michael-Olsen-01-12-21.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Michael Olsen har boet i Skovlunde i over 30 år og har altid været engageret i samfundsforhold. Nu har han startet et nyt parti, Partiet Ballerup Listen, der vil bryde blokpolitikken og arbejde tværpolitisk. Foto: Kaj Bonne.
Politik Et nyt parti melder sig på banen op til kommunalvalget i november. Det hedder Partiet Ballerup Listen og bag står Michael Olsen fra Skovlunde. Han vil sprænge blokpolitikken have tværpolitisk indflydelse.

”Ballerup er en socialdemokratisk stenhård bastion. Det har den været så længe alle kan huske. Men det er på tide, at der sker noget nyt og at ikke kun et parti sidder på det hele”.

Sådan er ordene denne solfyldte, men småkolde torsdag eftermiddag i pergolaen i gården mellem boligblokkene på Lundebjerggårdsvej i Skovlunde.

Jeg sidder med Michael Olsen, der netop har annonceret fødslen af sit nye parti, Ballerup Listen, der stiller op til kommunalvalget den 16. november.

Et parti, der som udgangspunkt er tværpolitisk og som vil udrydde blokkene og arbejde for, at flere partier og flere synspunkter får indflydelse på den førte politik i Ballerup Kommune.

60-årige Michael Olsen betegner sig selv som politisk engageret gennem mange år og han har taget turen fra at være meget rød og en del af BZ-bevægelsen i de unge år til senere at have været medlem af Venstre som selvstændig.

Nu er han efter eget udsagn ikke rigtig klar over, hvor han står, men vil arbejde tværpolitisk.

Klar til noget nyt

”Jeg er hverken rød eller blå, men jeg har længe haft den ide, at der skal ske noget nyt. Jeg synes ikke det er godt, at der er et parti som sidder på det hele og alt er klappet af, inden det diskuteres. Vi skal væk med blokpolitikken for det fører ikke til ret meget. Så har man mere travlt med at fortælle, hvad de andre gør forkert, end hvad man selv vil gøre. Vi tror, at folk er klar til at prøve noget nyt,” siger Michael Olen, der afslører, at han har 8-10 kandidater klar, som snart vil blive offentliggjort.

Det nye parti har en række mærkesager og nogen er meget lokale, idet Michael Olsen har boer i Skovlunde i over 30 år.

Men de fremmeste sager er bedre tilgængelighed for handicappede og svagtseende, da han selv har et medfødt synshandicap. Partiet vil arbejde for at udnyte eksempelvis byparken i Skovlunde bedre til kulturelle og almene formål og endelig ligger udbygningen af kommunen ham meget på sinde.

Flere borgere til

”Vi er nødt til at bygge og få nye borgere til. Kommune får flere og flere ældre og hvis vi skal kunne opretholde vores service overfor de ældre, så skal der være nogen til at betale regningen via skatterne. Det kan godt være, at nogen synes det er kontroversielt, men sådan er det. Vi kan sagtens udnytte store græsplæner, der reelt ingen naturværdi har. Græsplæner er som sne. De er pæne at kigge på, men de koster penge, bare at have liggende,” siger Michael Olsen.

Han påpeger samtidig, at man vil prioritere et større politisk fokus på alle dele af Ballerup og ikke kun på selve

Ballerup, en forenkling og slankning af den kommunale administration samt hjælpe erhvervslivet, da det er dem, som betaler for velfærden.

Mange af mærkesagerne lyder ret borgerligt-liberale, men Michael Olsen afviser, at være i en politisk blok.

Briste eller bære

”Jeg ved ikke, hvad jeg er. Jeg synes, at alle skal kunne byde ind og forholder mig realistisk til kommunen. Det er vores bud på tingene og så må vi se, hvad der sker. Det kan være, det bliver et hit eller også er det helt til grin, men hvis man ikke tager chancen og prøver, så når man ingen vegne,” siger Michael Olsen, som i den kommende tid vil arbejde på at udvikle deres
politik og komme ud med deres budskab via sociale medier.

”Jeg har fået hjælp af nogen, der er ret skarpe til det der. Vi vil ikke hænge på plakater og den slags, det er ressourcespild. Vi vil nå vores vælger via facebook og andre medier,” siger Michael Olsen, som selvom han har taget beslutningen og godt ved, at han kaster sig ud i en valgkamp, der godt kan blive svær imod en række etablerede partier og politikere.

”Jeg kan sagtens tænke, ’hvad er det du har rodet dig ud i’ indimellem. Men nu er terningerne kastet og så må det briste eller bære. Jeg ser i hvert fald frem til at forsøge at gøre en politisk forskel i Ballerup,” slutter stifteren af Partiet Ballerup Listen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *