Kommunens plejecentre er blevet brandsikrede
Toftehaven-2-1.jpg
Plejecentrene i Ballerup har fået opgraderet brandsikkerheden efter kritik fra brandmyndighederne. Nu vil man blandt andet etablere specielle brandgardiner ligesom man har gennemgået møbler, materialer og indretning. Foto: Arkivfoto
Opgradering Ballerup Kommune har investeret millioner i at opdatere brandsikkerheden på de kommunale plejecentre. Der skal, trods de skærpede regler også være plads til hyggen.

For et par år siden rettede brandmyndighederne er skrap kritik af brandsikkerheden på kommunes plejecentre.

Mange fællesarealer var rene brandfælder, hvor blandt andet materialer, møbler og indretning udgjorde en stor risiko.

Siden har Ballerup Kommune investeret millioner i at forbedre sikkerheden uden at man skal gå på kompromis med dem velkendte hverdagsrammer, som beboerne er trygge ved.

Det har konkret betydet, at man minutiøst har gennemgået alle afkroge og materialer i fællesarealerne for at få sikkerheden i top.

”Vi har haft rigtig meget fokus på en brandstrategi efter kritikken fra brandmyndighederne. Reglerne er meget rigide, men jeg vil sige, at vi haft et godt samarbejde om det. Vi har måttet gennemgå møbler, de materialer de er lavet af, selv potteplanterne måtte vi undersøge om der var jord eller leca-kugler i. Så vi har virkelig være ude i alle kroge,” siger Jens Boye Nielsen, projektleder i Ballerup Kommunes Center for Ejendomme.

Samtidig har man været meget opmærksomme på at der skal være hyggeligt i fælleslokalerne.

Velkendte omgivelser

”Vi har haft fokus på at der skal stadig skal være hyggeligt, selvom det jo drejer sig om fælleslokalerne. Det skal stadig være sådan, at beboeren skal føle sig trygge. Vi har mange beboere med demens og for dem er velkendte omgivelser vigtige,” siger formand for social- og sundhedsudvalget Lolan Ottesen.

Hun pointerer, at beboernes egne boliger ikke er underlagt de samme regler som fællesarealerne, da det ofte er på fællesarealerne, at der er nødudgange, der kunne blive ubrugelige af en eventuel brand, der breder sig.

Selvom brandsikkerheden nu er blevet opdateret, så er Ballerup Kommune ikke helt færdige. Der er nemlig planlagt en række brandgardiner, der senest efter sommerferien skal være hængt op på strategiske steder.

”Vi skal investere 7,6 millioner kroner i brandgardinerne, der kan rulles ned og placeres, så man kan bruge områderne. Det er en rigtig god investering, der give både sikkerhed og fleksibilitet, ” siger Jens Boye Nielsen.

Når man fremadrettet bygger plejecentre, som eksempelvis Toftehaven, så indretter man naturligvis fællesarealerne på en mere hensigtsmæssig måde, der tager tydeligt hensyn til de nyeste brandregler.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *