Helbredet kommer under lup
Ballerup-Station-3-1.jpg
Befolkningens helbred og trivsel skal nu undersøges via en stor landsdækkende undersøgelse. Flere tusinde borgere i Ballerup bliver også spurgt, så man kan sætte ind lokalt, hvis der er områder, hvor trivslen er dårlig. Foto: Arkivfoto
Sundhed Tusindvis af borgere bliver fra denne uge spurgt ind til deres helbred. Også udvalgte borgere i Ballerup får en besked i deres e-boks.

Rygning, smerter og ondt i livet.

100.000 tilfældigt udvalgte borgere over 16 år i hovedstadsregionen bliver fra denne uge spurgt om, hvordan de har det. Det sker for at kunne sætte ind med målrettet forebyggelse og bedre behandling af sygdomme.

Hvert fjerde år tager regionerne nemlig pulsen på danskernes sundhed med undersøgelsen ’Hvordan har du det?’.
I Region Hovedstaden vil 100.000 borgere modtage et spørgeskema i deres e-Boks – på landsplan gælder det 300.000 danskere i alt.

Undersøgelsen er den største af sin art, og den vil give et unikt billede af, om danskernes sundhed og trivsel er blevet bedre gennem årene, og hvor i landet, der er særlige udfordringer netop nu.

Svarene fra de forrige undersøgelser har ført til en stribe lokale tiltag, netop dér hvor behovet har været størst. I år gør coronasituationen svarene endnu mere unikke, og derfor er det vigtigt, at så mange som muligt udfylder spørgeskemaerne for at få de mest brugbare resultater. Det gælder også for 2450 borgere i Ballerup Kommune.

”Det er vigtigt, at alle borgere i kommunen, der har fået spørgeskemaet, deltager i undersøgelsen. Når Ballerup Kommune kender borgernes svar om deres trivsel, sundhed og sygdom, så kan vi bedre planlægge og målrette fremtidige sundhedstilbud til de behov, som borgerne har,” fortæller Anne Ganner Bech, leder af forebyggelsesenheden i Ballerup Kommune.

Resultatet af undersøgelsen offentliggøres i marts 2022.

Rygning og dårlig trivsel

Sidste undersøgelse i 2017 viste, at det haltede med danskernes sundhed på flere områder.

Blandt andet var over halvdelen af de voksne danskere overvægtige, og flere unge var blevet rygere og trivedes dårligt.

”Sundhedsprofilen viste også, at det især var gået tilbage med den mentale sundhed. På den baggrund har Sundhedshuset eksempelvis igangsat nye tilbud i naturen, som har fokus på at give borgerne i Ballerup Kommune redskaber til at tackle stress og angst,” siger Anne Ganner Bach.

1 kommentar om “Helbredet kommer under lup”

  1. esther roemer siger:

    Hvad hjælper det at man får tilbud om vaccination mod COVID-19, d, 12. feb. når der ikke er plads på Baltorpvej !
    Der bliver åbnet 2 dage hver dag – og nu er fremme til d. 20 APRIL – MEN INGEN LEDIGE TIDER !
    jeg er 85 år – og kan selv transportere – men kun til Baltorpvej,
    HVAD KAN JEG GØRE – END AT VENTE ??
    MVH
    esther roemer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *