’Det bedste ved musik er at lave noget andre bliver glade for’
brit-wilhelmsen-copy.jpg
Brit Wilhelmsen har sunget siden hun var seks år. Nu er hun aktuel med singlen ’Waiting for you’, der er en bryllupsgave til veninden. Pressefoto
Brit Wilhelmsen fra Måløv har netop udgivet singlen ’Waiting for you’ - sangen var en bryllupsgave til veninden.

Hun kan stadig høre morfaren klappe af hende fra stuen ved siden af.
Brit Wilhelmsen var seks år, da hun i mormorens og morfarens hus på Amager lavede sin første indspilning.
Det var Tommy Seebachs legendariske ’Krøller eller ej’ som hun sang til kassettebåndtageren. ’Rec. – og play’-knapperne blev trykket synkront i bund og så kørte den første solooptagelse.

Siden da har musikken været en vigtig og helt uvurderlig del af nu 45-årige Brit Wilhelmsens liv. Moren sørgede for, at hun blev meldt til alle tænkelige sangkonkurrencer og kor, og hun, Brit Wilhelmsen, gik blandt andet på Smallegade Musikskole på Frederiksberg.
I dag har hun indrettet sit arbejdsliv, så der er plads til musikken.

Altankoncerter i Måløv
Under den første nedlukning (ja de skal tælles efterhånden!) i foråret 2020 tog hun sammen med sit band ’Less is more’ rundt i Måløv, hvor hun bor med sin kæreste.
De holdt altankoncerter og sang og spillede i gårde og på gader, mens folk på afstand så og lyttede.
”Det bedste ved musik er, når man kan glæde andre og re folk glade,” siger Brit Wilhelmsen.

Bryllupsgave
Singlen ’Waiting for you’ der er en første i hendes eget navn er netop udkommet og kan streames på alle tjenester. Egentlig var den en bryllupsgave til Brit Wilhelmsens bedste veninde, som blev gift i 2016.

”Min veninde havde styr på alt, en teaterpige med gang i den og med masser af venner og gode jobs. Men kærligheden havde hun ikke fundet, indtil hun så mødte ham, der blev hendes mand. Det er en fin kærlighedshistorie,” siger Brit Wilhelmsen om baggrunden for ’Waiting for you’.

Gemte sig i skolen
Brit Wilhelmsen er født og opvokset i Brønshøj i København. Hun gik i skole på først Brønshøj Skole og siden Bellahøj Skole, men hun var med egne ord en tynd, stille og genert pige, der gjorde alt for at gemme sig.

Skolegangen var ikke lige hende, og hun skyndte sig ud for at finde arbejde. Med morens gode råd i ryggen tog hun på teknisk skole for at have en uddannelse. Men det gjorde ikke stort indtryk, og hun kan ikke huske, hvor skolen lå.

Service er rette hylde
Det kan hun til gengæld om det hotel, hvorfra hun blev uddannet hotelreceptionist som 24-årig. Hotel Hebron i Helgolandsgade. Efter syv år, hvor hun også kunne kalde sig bookingchef, skiftede hun til først vinbranchen og siden bilbranchen.

I dag arbejder hun som receptionist og booker i et kommunikationsbureau i Hellerup.
”Servicebranchen er min rette hylde – det minder meget om musik – det handler om at glæde folk og give dem en god oplevelse,” siger Brit Wilhelmsen.

Hjemme i Måløv
Selvom Brit Wilhelmsen er opvokset i Købehavn, tilbragte hun ungdomsårene i Ballerup og Skovlunde, hvor hun blandt andet kom på Skovpubben.

For fire år siden fandt Brit Wilhelmsen det hus ved Mølleåen i Måløv, som hun bor i sammen med sin kærste Mikael Jensen. De har været kærester i fem et halvt år og var venner i ti år inden da.

De har ingen børn, men en bomuldshund, der hedder Snowy, og som næsten blev væk, da landet i sidste uge var dækket af sne.

Lige fra første dag i det nye hus i Måløv følte Brit Wilhelmsen sig hjemme.
”Jeg er egentlig bypige, men jeg elsker at bo her. Det er nok også fordi jeg har fundet den rette.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *