Millioner til næste posthus-etape
Posthus-1.jpg
Det gamle posthus i Ballerup er ved at blive omdannet til forenings- og sundhedshus. Nu er de sidste penge bevilget, så man kan få gjort projektet færdigt. Foto: Arkivfoto
Ombygning Politikerne har netop bevilget nye millioner til færdiggørelsen om det gamle posthus’ omdannelse til foreningshus.

Transformationen fra posthus til forenings- og sundhedshus er i fuld gang.

Nu har politikerne i kommunalbestyrelsen bevilget otte millioner kroner til næste etape af omdannelsen, så man kan få projektet gjort færdigt.

Projektet med at bringe det gamle posthus til live igen begyndte i 2017, da Ballerup Kommune købte posthuset og i budget 2020 blev det besluttet, at huset skulle omdannes til et forenings- og sundhedshus.

Siden har arbejdet vært i gang ’bag kulisserne’ med projektering og tegning. Planen var egentlig, at huset skulle stå færdigt i november 2020. Men siden kom coronaen og arbejdet lå stille et stykke tid, inden man igen kunne komme i gang.

Genbrug og overskud

Nu har man så bevilget de sidste af de i alt 13 millioner kroner, som projektet koster og man har desuden valgt Rasmus Friis A/S som hovedentreprenør.

Målet er, at så meget af inventaret som muligt skal komme fra genbrug og derfor er man i dialog med Ballerups møbelbørs og desuden kigger man på, om man kan finde inventar der er i overskud og som ligger i kommunale kældre og lagre.

Meningen er også, at beplantningen foran det ’nye’ hus skal være i samme stil som den øvrige beplantning på Banegårdspladsen, så man oplever en helhed mellem pladsen og bygningen.

Transformationen forventes at være færdig i april 2021.

2 kommentarer om “Millioner til næste posthus-etape”

  1. Tina Povlsen siger:

    13 millioner er sørme mange penge!! Og jeg er sikker på at det bliver et super fint foreningshus og sundhedshus til den ældre del af kommunens borger.
    Men….. Den ikoniske bygning tæt på stationen kunne også ha været brugt til noget som kom den bredere del af byens borgere til gode og ikke kun de ældre.
    Kunne I, kære lokal politikere nå at genoverveje projektet? måske kunne man kigge på om man kunne bruge bygningen til både at skabe liv for Ballerup bymidte og finde plads til de ældre.
    Den centrale beliggenhed, som den gamle postbygning har, vil kunne puste liv i bymidten, hvis man valgte at etablere et hyggeligt og prisvenligt hotel for eks. turist-børnefamilier som havde brug for et sted at overnatte tæt på KBH/Nordsjælland og som gerne vil spise lokalt til gavn for de lokale caféer/restauranter. At skabe liv tænker jeg vil være til gavn for hele byen, og ikke kun de ældre.
    At skabe et bymiljø som er attraktiv for både turister og lokale.
    Kære lokal politikere; sats nu også på den yngre del af befolkningen i Ballerup kommune og ikke kun den ældre, det er trods alt de yngre som skal fører byen videre. Lad ikke vores kære by uddø med den ældre generation.

  2. Karsten Kriegel siger:

    Kære Tina

    Tak for dit forslag. Det er desværre for sent at ændre formålet nu. Det er besluttet. Den politiske diskussion om Posthuset fremtid blev taget sidste år.

    Det Konservative Folkeparti havde netop forslag om hotel for at skabe mere liv i Bymidten, men vi blev desværre nedstemt, idet flertallet med Socialdemokratiet i spidsen ønskede et forenings/sundhedshus.

    Karsten Kriegel
    næstformand
    Konservative i Ballerup

Skriv et svar til Karsten Kriegel Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *