Der er flæsk på menuen
Debat Mere økologi, mere Grantoftegård!

Borgerne skal have adgang til grønne arealer med rekreative og spændende muligheder for motion og leg!

Naturområder spiller en vigtig rolle for både dyr og mennesker. Udeliv giver vitaminer til krop og sjæl. Det er en vigtig politisk agenda at sikre en bæredygtig udvikling, så vi efterlader en mere grøn klode, end vi overtog!

Disse er udpluk af medlemmerne af teknik- og miljøudvalgets holdninger, tilbage ved kommunalvalget i 2017. Seks af syv medlemmer erklærede sig i øvrigt helt eller delvist enige i at kommunen skulle skabe flere sammenhængende naturområder i Altinget.dk’s kandidattest. Det sidste medlem af udvalget har ikke besvaret.

I det lys er det tankevækkende, at et samlet udvalg, med undtagelse af Enhedslistens repræsentant, har godkendt en helhedsplan for bebyggelse af Jonstruplejren, som indebærer etablering af 755 boliger i op mod 5 etagers højde.

Dette vil være rovdrift på en fantastisk naturskønt og unikt område i Storkøbenhavn. Det vil skabe et alt for stort pres på områdets natur, dyreliv, trafik og institutioner. Hvordan dette byggeri vil efterlade en grønnere klode, grønne arealer og hvordan Grantoftegård mon kommer ind i billedet står hen i det uvisse.

Det må dermed kunne udledes, at hensyn til miljø og grønne områder måske nok kan bidrage til at tiltrække stemmer op til et valg, men at når virkeligheden melder sig på kommunalbestyrelsens bonede gulve, er disse hensyn til salg for ussel mammon. Flest mulige nye beboere og skatteindtægter trumfer desværre hensyntagen til et af kommunens få grønne åndehuller samt nuværende beboere. Dette er værd at holde in mente ved kommunalvalget i 2021.

Stik mig pesillesovsen – der er flæsk på menuen!

1 kommentar om “Der er flæsk på menuen”

  1. martin jensen siger:

    Vi er mange der også har fået nok .

Skriv et svar til martin jensen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *