Det er populært at komme ud i naturen og det blev endnu engang bevist sidste søndag, da 51 nysgerrige urtesafarigæster havde indfundet sig ved Søndersø.
Det var ‘Natur på tur’ og ‘Oplev Furesø’, der stod bag arrangementet og alle aldre var mødt op. Yngste gæst var således blot et par måneder gammel mens ældste deltager nærmede sig 80 år, men alle tilbagelagde ruten på bedst mulig måde i høj sol og med højt humør. Nogle trillede i barnevogn, mens andre gik med vandrestok, men alle fik en stor oplevelse.
Stop på terrassen
Flere benyttede lejligheden til at holde et badestop på badebroen ved søen og kurven var fyldt med lækkerier fra naturen, da alle ankom til Skovhuset Kunst & Natur, der dannede rammen om det sidste stop på turen. Her var der en kold forfriskning klar til alle på terrassen og en gratis invitation til Skovhusets nye udstilling ’Melankoli – en utilsigtet hændelse’.
Turen var en så stor succes, at den bliver gentaget den 5. juli, hvor sommerens sidste urtesafari omkring Søndersø skydes i gang. Billetter kan bestilles på www.oplevfuresoe.dk.