Ny Ellebo-plan vedtaget Nabo: Vi er ikke tilfredse
Ny-Lokalplan-nr.-188-Ellebo-endelig-version-copy.jpg
Den første plan (tv) lagde op til, at der også skulle bygges syd for blok 3 og vest for blok 4, men disse bygninger er nu fjernet i den endelige plan (th), som blev vedtaget af teknik- og miljøudvalget i sidste uge. Foto: Illustrationer: Ballerup Kommune.
Byggeplaner Teknik- og miljø-udvalget har netopvedtaget en ny lokalplan for Ellebo. Den har imødekommet naboernes indsigelser, mener formanden. Ubrugelig, mener nabo.

Efter megen debat og en række indsigelser fra beboere, naboer og andre interessenter, er der nu kommet en ny lokalplan for det nye Ellebo. Planen blev vedtaget på det seneste møde i teknik- og miljøudvalget 31. marts.

Planen har givet plads til en række ændringer, hvor man blandt andet har rykket de omstridte vendepladser ned mod Grønnemarken og Roasvej og samtidig har man skåret to etager af byggeriet op imod Grønnemarken. De ekstra etager bliver i stedet bygget på karréerne, der skal vende ud mod Baltorpvej.

Det er en klar indrømmelse til de berørte naboer på netop Grønnemarken og Roasvej, mener formanden for teknik- og miljøudvalget, Hella Hardø Tiedemann (A).

Vi har lyttet

”Vi skærer to etager af mod beboerne på Grønnemarken og Roasvej og bygger dem ud imod Baltorpvej, hvor de ikke generer ret meget. Samtidig har vi begrænset beplantningsbæltet imod villavejen fra 15 meter til otte meter, idet villaerne ligger højt og etagerne er skåret af. Samtidig er der i forvejen træer i den højde, så vi vurderer ikke, at det vil få betydning for naboerne. Så vi har i den grad lyttet til naboerne, og jeg synes, at vi har fundet en god plan, der tilgodeser både nye og gamle beboere,” siger Hella Hardø Tiedemann.

Hun afviser, at hun tidligere har lovet, at man helt ville fjerne byggeriet ud imod Grønnemarken, som det ellers fremgik af et citat i Ballerup Bladet den 11. marts.

”Det var udtryk for et ønske fra min side, men bygherren har sagt, at det ikke kan lade sig gøre. Nu har vi fundet en løsning, der er velafbalanceret. Jeg synes bestemt, at vi har tilgodeset naboerne,” siger udvalgsformanden.

Leve i skygge

Men på Grønnemarken sidder Kai Hoffmann. Han er nærmeste nabo og han kan bestemt ikke lide, hvad han ser.

Han har tidligere udtrykt sin bekymring over, at skulle leve i mørke, fordi det nye byggeri vil skygge for hans hus. Det er netop hvad han mener vil ske nu.

”Planen er ærligt talt noget pis og stik imod det, som ellers var blevet stillet os i udsigt. Vi kommer til at have lys tændt i vores hus om dagen. Huset bliver usælgeligt og vi har endda lige købt det. At man har skåret to etager af er sådan set ok, det kunne vi godt leve med. Men når man samtidig indskrænker beplantningsbæltet og næsten halverer det, så er det lige fedt. Vi kommer til at leve i skygge alligevel. Så vi er ikke tilfredse, og føler bestemt ikke, at vi er blevet imødekommet” siger Kai Hoffmann og fortsætter:

”Men jeg håber da, at jeg vil blive velvilligt modtaget, når jeg kommer til kommunen med et eller andet helt umuligt forslag,” siger Kai Hoffmann sarkastisk.

Han vil nu overveje, hvad han vil gøre i kølvandet på den nye lokalplan.

1 kommentar om “Ny Ellebo-plan vedtaget Nabo: Vi er ikke tilfredse”

  1. Martin Jensen siger:

    Måske skulle overskriftet i stedet havde været
    ELLEBO BEBOERE OG NABOER IKKE TILFREDSE
    Jeg kan se på kort bilag 4 at man får parkeringspladser i sin baghave
    Det var ikke planen
    Det må kunne gøres bedre .

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *