Vinterjazz på programmet
sinneeeg.jpg
Den dygtige danske jazzsangerinde Sinne Eeg giver sammen med tre ligeså dygtige musikere koncert i Baltoppen LIVE fredag den 7. februar. Foto: Stephen Freiheit
Der er spændende jazzkoncerter i Baltoppen LIVE de kommende uger, hvor der blandt andet er besøg af Sinne Eeg Group.

Baltoppen LIVE har i samarbejde med foreningen Jazzhouse Classic stablet en lille jazztrilogi på benene i de kolde vintermåneder. Under overskriften ’Vinterjazz’ finder man tre spændende koncerter med vidt forskellige jazzmusikere.

Den første er Rõivassepp/Eskildsen duo, som spiller torsdag den 6. februar. Karmen Rõivassepp er en estisk jazzsanger og komponist, som siden hun flyttede til Danmark i 2012, har opbygget et hurtigt voksende publikum med udgangspunkt i den aarhusianske jazzscene.

Men nu får flere og flere udenfor det østjyske øjnene op for hendes åbenlyse talent. Hun er kendetegnet ved sin nærmest instrument-lignende måde at synge på, en ren klang og sin altid legende natur.

Sammen med den blændende, danske pianist Simon Eskildsen har hun dannet en duo, som fortolker Rõivassepps originale musik med lejlighedsvise glimt af den store verden af jazz standards.

Duoen bevæger sig i et univers af moderne jazz, medrivende melodier og ærlig historiefortælling.

Prisvindere på scenen

Fredag den 7. februar kan man opleve intet mindre end tre tidligere Ben Webster Prisvindere på samme scene: Sangerinde Sinne Eeg, pianist Jacob Christoffersen og bassist Lennart Ginman. Sammen med svenske Zoltan Csörz på trommer udgør de Sinne Eeg Group.

Der vil blive spillet sange fra Sinne Eegs seneste albums – også det nye med DR Big Band fra november 2019.
Sinne Eegs koncerter kendetegnes ved stort nærvær, humor og et enormt musikalsk overskud, som blandt andet kommer til udtryk ved, at der i den grad leges og tages chancer på scenen.

En uovertruffen musikalitet har gjort pianisten Jacob Christoffersen til en af de mest efterspurgte pianister herhjemme. Jacob Christoffersen og Sinne Eeg har gennem en lang årrække været faste samarbejdspartnere.

Lennart Ginman er en af de mest kreative musikere I landet. Man kender ham bl.a. fra samarbejdet Ginmann/Eivør, Ginman/Jørgensen samt Ginmann/Blachman/Dahl.

Zoltan Csörsz vil nok være ukendt for de fleste danskere, men han er en af de mest efterspurgte trommeslagere i Sverige og kendt for sin alsidighed. Han er ungarer men har boet i Malmø i mange år.

Hyldest til Asmussen

Den tredje og sidste koncert i rækken af vinterjazz i Baltoppen LIVE må man vente lidt længere på. Det er nemlig først den 14. marts, man kan høre Mads Tolling Quartet, der leverer en Svend Asmussen tributekoncert.

Kvartetten består denne aften af violinist Mads Tolling, guitarist Jacob Fischer, bassist Matthias Petri og trommeslager Andreas Svendsen.

Programmet bliver et mix af Svend Asmussens samarbejde med Ulrik Neumann og hans nyere kvartet og selvfølgelig nogle af Svends kendingsmelodier som ’June Night’ og ’Scandinavian Shuffle.’ Dertil kommer et par af Tollings og Fischers egne kompositioner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *