Triatlonklub åbner ungdomsafdeling
triatlon Fra årsskiftet åbner Herlev Tri og Motion en helt ny børne- og ungdomsafdeling, så børn og unge kan opleve triatlonsporten og prøve kræfter med de tre discipliner svømning, cykling og løb på en sjov og lærerig måde.

Ungdomsafdelingen ledes af cheftræner Martin Haastrup Ishøj og et hold af dygtige og engagerede trænere med forskellige idrætsbaggrunde. Fælles for alle trænere er et ønske om sjov og varieret træning, hvor der er fokus på udvikling, motorik, tempo og teknik.

”Det er vores mission at skabe et solidt og rodfæstet ungdomstriatlonmiljø, hvor der er plads til alle, og hvor vi husker, at sport skal være sjovt,” siger cheftræner Martin Haastrup Ishøj, og fortsætter:

”Jeg var selv aktiv inden for BMX og skateboard, da jeg var yngre, og det var først sidst i tyverne, jeg fik øjnene op for triatlon. Nu er jeg 41 år, har en diplomuddannelse i triatlon og har været træner i ti år – heraf seks år som cheftræner.”

Brian ’Slagskud’ Jensen er en anden af Herlev Tri og Motions nye ungdomstrænere, der har et stort hjerte for triatlon og sport generelt. Han er tidligere professionel ishockeyspiller i Herlev Eagles.

”Med min baggrund som professionel ishockeyspiller har jeg nok en lidt anderledes tilgang til træning, end de andre trænere, men jeg er sikker på, at vi med vores forskellige sportsbaggrunde kommer til at supplere hinanden rigtig godt, siger Brian ’Slagskud’ Jensen. Træning tilpasset den enkelte ungdomsatlet

Der trænes både fælles og i små grupper afhængigt af niveau og ambitioner, og alle er garanteret sved på panden og en masse sjov.

Alle børn og unge, der vil prøve kræfter med triatlon, kan kontakte cheftræner Martin Haastrup Ishøj på mail: ungdom@herlevtriogmotion.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *