Klumme: Med mor på job
Nicola-sort-hvid-copy.jpg
det søde morliv Skribenten bag Ballerup Bladets klumme ’Det Søde Morliv’ er Nicola Sandra Voss. Hun er 37 år, gift med Jonas og mor til to: Dixon på fem og Titan på to år. Nicola bor i Måløv og er uddannet journalist. Hun er medstifter af hjemmesiden Filterfri.com og driver sin egen blog: Ordpigen.dk.

Vores søn Dixon havde længe efterspurgt at komme med mig eller min mand på arbejde, og da min mand arbejder med personfølsomme oplysninger, er børn ikke rigtig velkomne på hans arbejdsplads. Det afføder selvsagt et pres på mig OG en dårlig samvittighed over ikke at have taget drengen med.

Sagen er bare den, at jeg virkelig ikke har kunnet forestille mig, at han ville nyde at være med på et temmelig kedeligt kontor i et temmelig sterilt kontorfællesskab. Jeg arbejder i en lille ngo, som er en del af fonden for socialt ansvar og vi deler kontormiljø. Det betyder kort sagt, at vi er en masse forskellige små virksomheder, som ikke har nogen penge og dermed temmelig sparede kontormiljøer.

Men så blev det ferietid og jeg tænkte, at skulle det være, skulle det være nu. Og da lillebror holdt hele familien vågen om natten med voldsomme hosteanfald tænkte jeg, at storebrors træthed nok ville være en bonus på en traditionel arbejdsdag. Så jeg pakkede tusser og iPad – fuld af tiltro til at min søn kunne ligge og kede sig på kontorets sofa.

Det startede til gengæld overraskende godt. Togturen var et kæmpe hit. Især når toget satte i gang og Dixon var ved at falde. Det blev slet ikke kedeligt til trods for de otte stop til Flintholm st.

På Flintholm var Dixon stærkt begejstret for togene (metroen) oppe i luften, for duerne der var overalt (og ifølge ham helt vildt flotte!) og selvfølgelig for de rullende reklamer.

Så skulle vi med endnu et tog og af på Nørrebro Station. Jeg havde forventet, at Dixon ville bemærke den menneskelige diversitet som alt andet lige er noget mere alsidig end gadebilledet i Måløv. Men som så tit tog jeg fejl.

Han bemærkede det slet ikke. Til gengæld så han de mange is-reklameskilte og argumenterede hårdt for at dagen sagtens kunne starte med en is. Samtidig med han nærmest fløj rundt om mig grundet byens ofte ujævne underlag.

Inde på kontoret startede dagen med et møde og efter ti minutter hang Dixon ud over stolen, som en smeltet skumfidus i solen. Da mødet sluttede 40 minutter senere var kinderne røde og fortrydelsen lyste ud af ham. Ansigtet ændrede dog udtryk, da vi gik ned til kaffeautomaten og trykkede på ”chokomælk”.

Da den var kølet af og indtaget tog det ikke længe, før han spurgte om han ikke selv måtte gå ned og hente endnu en kop. Og utroligt nok kunne han sagtens bære den uden at spilde, selvom den var varm…Hmmm motivation er en sjov ting…

Til mit næste møde ville Dixon gerne blive på kontoret. En pædagogisk kollega aktiverede ham ved at give ham et papir og blyant og sende ham ud på gangen og lave streger for hver gang han så noget blåt. Øvelsen blev gentaget indtil hele farveskalaen var opbrugt.

Ved frokosttid havde Dixon indtaget tre kopper kakao og bad kun om frugt og grøntsager. Tror aldrig det er sket før. Og netop som vi skulle hjem, havde han aftalt med en anden kollega, at kontoret da manglede halloween-pynt, og så sad drengen ellers og klippede og tegnede. Kollegaen havde også skolekridt i tasken, så de to blev gode venner.

Dixon gik også på besøg på flere af de omkringliggende kontorer, hvilket resulterede i lommer fulde af bolcher og flere oppustede balloner (som jeg måtte bære) på vejen hjem.

Da vi sad i toget på vej hjem, spurgte jeg om, hvad han syntes om byen. Han er en dreng, der elsker natur og udeliv, så jeg regnede selvsagt med et overraskende klogt og by-negativt svar. Det fik jeg dog ikke. I stedet svarede han:

”Jeg kan godt li byen, men fliserne ligger meget skævt! Det kan jeg ikke lide.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *