15-årige Anna imponerede ved sort bælte-graduering
Kampsport-Dangraduering-567-Kamp-mod-3-Anna-copy.jpg
En del af den tre timer lange graduering var kamp mod flere modstandere. Her er det 15-årige Anna Thygesen Larsen, der er i kamp. Foto: Frederikke Lundahl
taekwondo To 15-årige piger og tre mænd i fyrrerne var den 26. oktober igennem en af deres livs største udfordringer, da de i en tre timer lang eksamination skulle vise deres værd for at opnå sort bælte i taekwondo.

Gradueringen blev ledet af den dansk-vietnamesiske stormester Thuy Dang (7. dan) fra Hamborg. Blandt censorerne var også tidligere landsholdskæmper John Pedersen, der sammen med Thuy Dang repræsenterede Danmark ved blandt andet VM i 1977.

Deltagerne skulle vise al deres kunnen, blandt andet breaktest og forsvar mod angribere med knive. Alle gjorde deres bedste og leverede gode præstationer, selvom kampene mod flere modstandere trak tænder ud.

En af deltagerne skilte sig ud fra flokken, hvilket af Thuy Dang blev rost under den efterfølgende ceremoni:

»Du er ikke kun denne graduerings bedste udøver, men Danmarks bedste og blandt de dygtigste i Europa.«
Anerkendelsen var til Anna Thygesen Larsen fra Ballerup Kampsport Center hvor gradueringen blev afholdt.

Derefter fik hun og de andre udøvere; Silje Ekelund, Bo Ottestad, David Skov Hansen og Kasper Rasmussen overrakt deres velfortjente sorte bælter.

Næste udfordring for Anna Thygesen Larsen er at blive dygtigere til selvforsvar på nært hold. Sammen med jævnaldrende starter hun 9. november på et tre måneder intensivt træningsforløb i selvforsvar for teenagepiger, der afholdes af Ballerup Kampsport Center.

 

Breaktest. Foto: Frederikke Lundahl

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *