Tiden nærmer sig Skovlundes første store halloweenfest, hvor børn og voksne kan hoppe i kostumerne og være med på uhyggen i Skovlunde Center Syd. Festen breder sig over hele to dage, så der er ingen undskyldning for ikke at nå et smut forbi.
Fredag den 1. november begynder løjerne i kulturhuset, hvor der fra 10 til 17 er højtlæsning og klippe-klistre-hygge. Fra klokken 15 kan man skære græskarlygter – og eventuelt købe dem med hjem.
Men hvis man har lyst til noget lidt mere uhyggeligt, kan man fra klokken 18 til 20 gå på ’’gysetur’’ i byparken, hvor Skovlunde Byteater sørger for uhyggen.
Der er også livemusik med Christian Juncker, som mange nok kender, da han er lærer på Skovlunde Skole Syd. Han spiller fra klokken 19-20.
Fredag er desuden J-dag – altså den dag hvor julebryggen udkommer. Så der er også lagt op til fest hele aftenen og natten på Skoven.
Lørdag fortsætter halloweenhyggen i kulturhuset fra klokken 10 og Skovlundespejderne laver også sjove aktiviteter fra klokken 12 til 17.
Borgmester Jesper Würtzen springer ud som bingo-banko-vært og råber numre op fra klokken 15.
Klokken 17 overrækker borgmesteren en pokal til den bedst udklædte halloweengæst og arrangementet slutter med dj fra klokken 19 til 22.