Klumme: Drengedrømmen
Nicola-sort-hvid-copy.jpg
det søde morliv Skribenten bag Ballerup Bladets klumme ’Det Søde Morliv’ er Nicola Sandra Voss. Hun er 37 år, gift med Jonas og mor til to: Dixon på fem og Titan på to år. Nicola bor i Måløv og er uddannet journalist. Hun er medstifter af hjemmesiden Filterfri.com og driver sin egen blog: Ordpigen.dk.

Er der to ting, vores søn Dixon holder af, er det superhelte og penge.

Superheltene giver vist sig selv, mens pengene er en historie for sig. Det startede en weekend, han var hos mormor og morfar og var ude at gå tur. De samlede flasker fra naturen, bagefter tog de Dixon med op til pantautomaten og derefter en tur i BR.

Jeg tror nu nok de har doblet beløbet mange gange – men dog med den kloge regel, at han måtte finde noget der kostede ”to tal.” (Det kan være meget svært for børn at regne værdien af noget ud, når de ikke kan regne, så reglen er klart anbefalelsesværdig)

Siden da er Dixon noget mere motiveret til at gå tur.

Således også i sommerferien, hvor vi var i sommerhus. Mens vi gik langs standen, opdagede vi noget mørkt røg oppe fra land og gik op mod det. Vi kunne se, røgen kom fra et hus, hvor der gik mennesker roligt rundt, så vi vurderede, at vi gjorde klogest i ikke at stå i vejen. Kort efter kunne vi høre sirener, indsatslederen kom susende og dernæst tre store brandbiler.

Vores yngste søn er utrolig glad for alt med brandmænd. Brandmand Sam er helten og dagligt render han rundt med sin røde brandhjelm og en støvsugerslange og leger, at han er brandmand. Han har selvfølgelig også en hel kasse med brandbiler, så at se dem komme susende ”live” frembragte stor glæde.

På ganske kort tid var vi en større bunke mennesker, der stod og kiggede på. Efter nogen tid forduftede de fleste dog igen, mens vores drenge insisterede på at blive.

Så vi ventede. Og ventede. Endelig var brandmændene færdige og de forskellige biler kørte deres vej. Den sidste var en kæmpe tankbil og da de kørte, vinkede vi selvfølgelig. Ganske overraskende stoppede bilen lige foran os.

”Hvad drenge, ku’ I tænke jer at se brandbilen,” sagde den ene, mens min mand og jeg næsten hoppede af glæde.

”Vi så jer godt, da vi kom og I stod så sødt og vinkede og så tænkte vi, at vi lige ville stoppe.”

Hvor heldig kan man være? Jeg nev mig selv i armen af glæde og Dixon prøvede den ene hjelm og morede sig gevaldigt. Lige indtil han skulle op i bilen. For det turde han ikke.

Ganske ukorrekt som jeg er, bukkede jeg mig desperat og hviskede ”Du får fem kroner, hvis du går derop,” men drengen ville ikke op i den høje bil.

Ord falder mig heldigvis let og min indre journalist benyttede chancen til at tale med brandmændene. For hvorfor gider de ofre deres tid, ødelægge sociale planer, og risikere deres liv for en relativt ringe lønnet deltidsjob?

”Det jo drengedrømmen,” svarede den ene.

Og selvom jeg ikke rigtig forstår det, giver det alligevel god mening. For jeg ser jo min yngste rende rundt med støvsugerslangen og råbe: ”Det brænder,” indtil jeg roser ham og hans stolte smil overtager.

Imens jeg sludrede med brandmændene, var Dixon alligevel hoppet op i brandbilen. Lillebror ville selvsagt ikke stå tilbage, så han sad også deroppe, mens jeg priste mig lykkelig for, at de ikke lod sådan en fantastisk oplevelse passere (og tog tusind fotos, selvsagt).

Om aftenen, da jeg puttede drengene, talte vi om, at brandmændene er vaskeægte helte. Dixon blev stille og jeg spurgte, hvad der var galt?

”Jeg fik slet ikke sagt, at jeg synes de er så seje, at de godt må få alle mine penge,” svarede han.

Jeg smilede og tænkte, han var verdens kæreste barn. Altså lige indtil han spurgte:

”Mor, hvornår får jeg den femmer, du lovede mig?”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *