Gennem byen som handicappet
handicaptur-2-copy.jpg
Medlemmer af handicaprådet, politikere og embedsmænd fik mærket på egen krop, hvilke udfordringer mennesker med handicap har, når de skal bevæge sig rundt i Ballerup.
En tur fra rådhuset til stationen gav politikere og embedsmænd et billede af, hvor svært det er at bevæge sig rundt i byen i kørestol eller som svagtseende.

Onsdag den 11. september gik og kørte medlemmer af handicaprådet sammen med blandt andre borgmesteren og viceborgmestrene fra Ballerup Rådhus til stationspladsen. Formålet med denne tur var, at politikere og embedsmænd på egen krop skulle føle, hvordan det er at bevæge sig rundt i byen som kørestolsbruger og svagtseende.

Turen gav flere udfordringer – blandt andet stejle kantsten og udfordrende flisebelægninger.

”Vi så blandt andet hvor mange – eller rettere hvor få – butikker, der er tilgængelige for dårligt gående og kørerstolsbrugere, samt hvor vanskeligt det er at forcere en rampe, der er for høj,” fortæller Mahmoud Firouzi og Ella Frederiksen, som er henholdsvis næstformand og formand for DH-Ballerup

”Vi observerede, hvor svært det er at se og finde ledelinjer og lede-felter på gågaden. Både fordi de manglede, men også fordi de er skjult på grund af udendørsservering og salg af diverse varer,” fortsætter de to.

En anden ting, der blev lagt mærke til, var, hvor svær og mangelfuld mærkningen på trapper og pullerter er. Og det blev meget tydeligt, at farven gul er klart mest synlig.

Det blev også testet, hvor svært det er at bruge stationstoilettet, som er det eneste handicaptoilet, der er åbent hele døgnet. Døren er alt for tung, og toilettet kan kun åbnes ved hjælp af dankort eller mobiltelefon

”Det var dejligt, at alle mødte op med et åbent sind og var friske på at deltage i diverse udfordringer. Det var en positiv og konstruktiv vandring,” lyder det fra Mahmoud og Ella.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *