Find en bedre løsning for ‘selvtrænerne’
Debat Efter en helsides annonce i Ballerup Bladet i uge 34 blev vi gjort opmærksom på, at selvtræning for pensionister 65+ vil blive ændret 1. jan 2020.

Ved informationsmødet i sundhedshuset den 10. september deltog cirka 20 borgere. Eva Borg og hendes sekretær indledte efter forespørgsel med at sige, at beslutningen var taget og overhovedet ikke var til forhandling eller diskussion.

Begrundelserne for beslutningen var mange.

1: Der var for mange der havde fået en adgangsbrik og mange der uberettiget trænede for at spare penge.At der skulle være op til 400, er der ingen der tror på.

2: Man skulle bruge lokalerne til andre formål.

3: Det var ikke meningen, at man skulle konkurrere med fitnesscentrene i kommunen ved at gøre 65+ gratis.

Derefter fortalte Eva Borg, hvad vi kunne gøre for at blive fundet egnet til at kunne fortsætte selvtræningen – efter forøvrig at have udtalt sig om, at de fremmødte ikke så sælig dårlige ud, hvor hun så end har det fra.

Vi kunne for eksempel henvende os til vores respektive læger og få en erklæring på nødvendigheden af, at vi trænede et par gange om ugen, som de fleste af os i forvejen er blevet bedt om. Derpå skulle terapeuterne så endelig visitere os til at kunne få lov til forsætte selvtræningen i op til seks måneder, hvorefter behovet igen skulle vurderes og måske forlænges. § 86 om forebyggende vedligeholdelse kunne vel også komme i betragtning.

Nu lidt om det hold undertegnede deltager på: Vi træner tirsdag og lørdag 8-10. På de tidspunkter er vi 10-12 der træner og har et fantastisk godt socialt sammenhold, som jo er ligeså værdifuld som selve træningen. Vi har alle har fået det bedre med vores respektive skavanker. Hvis vi ikke kan få lov at fortsætte med selvtræningen, bliver vi til en endnu større belastning for kommunens ældrepleje, terapeuter og læger.

Jeg håber, at kommunalbestyrelsen med borgmesteren i spidsen vil genoverveje beslutningen og finde en bedre løsning

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *