Fodboldhold for mænd med prostatakræft
fc-prostata-beskåret-copy.jpg
Det nye fodboldhold FC Prostata.
Fodbold Det handler om fællesskab og sammenhold, men også om genoptræning på holdet FC Prostata, der er et fodboldhold for mænd med prostatakræft. De mødes to gange ugentligt til bold og grin.

Et tværkommunalt samarbejde omkring kræftrehabilitering kaldet ’Vi Samler Kræfterne’ står bag forskellige tilbud til kræftramte i Rødovre, Gladsaxe, Furesø, Egedal, Herlev, Ballerup, Gentofte, Lyngby-Taarbæk og Rudersdal Kommuner.

Et af disse tilbud er et nystartet fodboldhold for mænd med prostatakræft. De kalder sig FC Prostata og holder til i fodboldklubben B1973 i Herlev.

Her mødes de foreløbig fem spillere hver tirsdag og torsdag fra klokken 15 til 16, for at spille lidt fodbold og hygge sig med hinanden.

Plads til alle

Holdets træner Carl-Erik sørger for, at alle kan være med:

”Jeg har fokus på det sundhedsfremmende aspekt, og træningen er en vigtig del af mændenes genoptræning. Det handler ikke om at skabe nye spillere, men derimod om at styrke kroppen med motionsfodbold. Det kan faktisk næsten være en fordel ikke at have tidligere fodbolderfaring,” fortæller han og tilføjer at der er plads til alle på holdet.

Både den aldrende Messi og den absolutte nybegynder.
Finn Olesen, der spiller med på holdet, kører to gange om ugen fra Stenløse til Herlev for at være med. Han sætter stor pris på sammenholdet og de mange grin til træningen.

”Det skal ikke være en hindring, at man ikke har et par fodboldstøvler. Man kan altid møde op til træningen og se, om det er noget for én. Og så kan man finde et par fodboldstøvler efterfølgende,” fortæller Finn.

Fællesskab og sammenhold

De fem spillere på FC Prostata synes, at det bedste ved holdet er det gode fællesskab og sammenholdet, men de vil meget gerne have et par holdkammerater mere. Og med Med 4500 nye tilfælde årligt er prostatakræft den mest udbredte kræftform blandt mænd, så der sidder med garanti nogle stykker rundt om i Ballerup Kommune, som kunne have gavn af tilbuddet.

Alle interesserede mænd kan komme og høre mere til sæsonopstart tirsdag den 20. august klokken 15. Alle er velkomne uanset tidligere fodbolderfaring og bopælskommune. Man kan læse mere om FC Prostata på www.dbu.dk/fcprostata.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *