Backgammonklubben flytter til Aktiv Centret
backgammon-copy-1.jpg
BMS Backgammon holder sin sidste åbne spilleaften på Ballerup Bibliotek den 7. august. Fremover vil klubben holde til i Aktiv Center Ballerup på Rolighedsvej.
Efter at have resideret på Ballerup Bibliotek i længere tid har den lokale spilleklub BMS Backgammon nu fået grønt lys til at flytte i Aktiv Centret.

BMS Backgammon har haft succes med de seneste par år at samle lokale fans af det fascinerende brætspil. Hver den første onsdag i måneden har klubben budt indenfor på Ballerup Bibliotek til åbne backgammon-aftener, hvor alle er velkomne.

Sådan er det også onsdag den 7. august, og det vil blive sidste gang, at biblioteket er hjemmebane for BMS. For klubben har nemlig fået grønt lys af kommunen til at benytte nye lokaler, i Aktiv Center Ballerup på Rolighedsvej 12.

”Vi er glade for muligheden for at kunne afholde arrangementer til længere ud på aftenen – vi glæder os til at spille i Aktiv Centers café,” siger Christian Skjæran, som er formand for BMS Backgammon.

I de nye lokaler i Aktiv Center Ballerup kan klubben nemlig blive længere end til klokken 22, som er lukketiden på biblioteket. Det giver BMS mulighed for at være hjemmebane for turneringskampe og for at holde rigtige cafe-turneringer, som de er kendt i backgammon-miljøet.

Sidste runde på biblo

Men inden da skal der som nævnt siges ordentligt farvel til biblioteket den 7. august. Her bliver der først holdt generalforsamling for medlemmer af klubben fra klokken 18, og fra cirka klokken 18.45 sættes der gang i spillehyggen, hvor alle er velkomne.

Først med et lille oplæg fra Christian Skjæran, herefter en omgang friske dyster ved bordene. Der vil blive lagt op til nogle nye og sjove måder at spille backgammon på, lover arrangørerne.

Alle kan være med, uanset om man er begynder eller garvet spiller. Har man et backgammonspil, må man meget gerne tage det med, opfordrer klubben for at være sikker på, der er nok. Alle er velkomne, og det er som altid helt gratis.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *