Med ny tilskuerrekord og en fantastisk stemning i hallen stillede Ledøje-Smørum op med to veloplagte hold til lørdagens kampe. Førsteholdet skulle kæmpe for stadig at holde fast i oprykningsdrømmene. Andenholdet havde på papiret ikke noget at kæmpe for, men var stadig klar til at give sig 100 procent.
Andetholdet lagde stærkt ud og var hurtigt foran med 7-1 på en dag, hvor spillet fungerede, og spillerne for alvor fik vist deres kvaliteter. GSG fik reduceret med et par kampe, inden Ledøje-Smørum igen viste, at der på dagen var klasser til forskel og sikrede sig en sejr på 10-3.
Førsteholdet skulle bruge tre point for stadig at kunne gøre sig håb om oprykning. Ledøje-Smørum kom hurtigt foran 2-0, da den ene af Mørkøvs damer blev nødt til at trække sig. De to mixdoubler gav en sejr til hvert hold, og med en udebanesejr i anden damesingle stod den 3-2 inden herresinglerne.
Det stærkt spillende Ledøje-Smørum-mandskab sikrede sig med godt spil sejren i de første tre herresingler. Desværre blev Ledøje-Smørum ramt af en skade i den fjerde herresingle, hvilket gav to sejre til Mørkøv og en score på 6-4, inden de tre doubler skulle spilles. I doublerne var Ledøje-Smørum klart bedst, og med et fantastisk publikum i ryggen sikrede de sig i overlegen stil en samlet sejr på 9-4.
Da Sorø samtidig kun fik et enkelt point kravlede førsteholdet op på en sjetteplads, der er en mulig oprykningsplads. Spillere og trænere holder derfor vejret i spænding og håber på, at de næste år kan tørne ud i danmarksserien.