Mette hjælper folk i nød
Mette-Vestergård_1.jpg
Mette Vestergaard har i 15 år hjulpet udsatte og trængte familier til jul og fødselsdage, men også med tøj og andre fornødenheder resten af året. I dag den 24. december deler hun og Føtex madposer ud til værdigt trængende i Ballerup. Foto: Foto: Flemming Schiller.
Velgørende Mette Vestergaards hjerte banker for udsatte familier, der har svært ved at holde en juleaften, en børnefødselsdag eller købe tøj til børnene. I 15 år har hun delt tøj og pakker ud med hjælp fra lokale handlende.

Mens Danmark står i køkkenet den 24. december i fuld sving med at forberede middagen til juleaften, så kan man finde Mette Vestergaard i Føtex i Ballerup Centret sammen med 16 af supermarkedets ansatte. Her deler de 50 julepakker ud til værdigt trængende familier i Ballerup, pakker med blandt andet kød, pålæg, brød og mejerivarer, der typisk ikke kan holde sig julen over.

‘»Det kan være svært at få hjælp, især hvis man er en familie. Meget af den julehjælp man kan søge, går til enlige med børn. Men udsatte familier kan også have svært ved at holde jul og give børnene gaver,« forklarer Mette Vestergaard, der startede sin mission for 15 år siden, da hun var gift med en krigsveteran.

»Jeg så, hvor svært mange af dem havde det, og besluttede mig at gøre noget. Så i starten handlede det om at hjælpe krigsveteraner og deres familier.«

Først krigsveteraner

Dengang boede Mette Vestergaard i Jylland, men i dag bor hun i Ballerup, hvor hun fortsætter sit frivillige arbejde med at forsøde tilværelsen for udsatte familier. I starten gjorde hun det for egne midler, men efterhånden har hun skabt sig et netværk af folk og handlende, der gerne vil hjælpe til.

»Via Facebook kom jeg i forbindelse med gruppen ’Hjælp børn og unge fra udsatte familier’ og så har det udviklet sig derfra. Jeg hjælper hele året rundt, ikke kun til jul,« understreger hun.

I forbindelse med julen har hun således fået et samarbejde op at stå med Føtex i Lautrupvang og i Ballerup Centret, som glæder sig over at kunne tage del i initiativet. I forvejen uddeler supermarkedskæden fødevarer, der ikke kan holde sig over julen, til værdigt trængende. Men varehuschef, John Arrild, Føtex i Ballerup Centret, er glad for, de kan bidrage.
Føtex-medarbejdere stiller op

»Vi blev i oktober kontaktet af Mette, der spurgte, om vi ville donere varer, og det passede så fint med, at vi selv skulle i gang med at tænke på, hvem vi kunne betænke til jul. Sidste år delte vi varerne ud på seks udvalgte steder. Men det var ikke nødvendigvis folk, der var i nød, der fik glæde af dem. Med det her lokale initiativ kan folk, der har behov, få glæde af varerne,« lyder det fra varehuschefen, der godt kunne forestille sig, det blev en tradition.

Medarbejdere fra Føtex har bakket initiativet godt op. 16 har meldt sig som frivillige og møder op 24. december for at pakke og uddele juleposer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *