En tradition er ved at blive født i Skovlunde. Den sidste fredag i august samledes alle BFO-børn og børn fra Klub Skovlunde og Skovlunde Kulturnetværk i byparken for at holde ’Go Fredag’.
Det er en dag, hvor alle klasser fra 0. og opad kommer ud i parken for at lege og hygge sig med de andre børn. I år kom mere end 800 børn ud for at lege til aktiviteter, der både var hentet udefra og fra BFO eller klubbernes eget repertoire.
Udover de mange sjove lege var der musik og mere avancerede aktiviteter som ’last man standing’ og ’waterball’. Ellers var der almindelig leg og hygge med sværdkamp, boldlege, sminke og effektværksted og meget andet.
Selvfølgelig var der også sørget for, at ingen gik sultne rundt i det store aktivitetsræs, så der var både sodavand og grillede hotdogs til alle.
Både børn og voksne havde en sjov dag, så der er stor sandsynlighed for, at der også næste år er ’Go Fredag’ i Skovlunde.
Fotos: Lasse Chamara