Selve kampen blev på resultattavlen en tæt affære, men spillemæssigt var det et motiveret BSF hold, som styrede kampen fra start til slut.
Allerede efter fem minutter kom BSF frem til en stor chance men to gange på stolpen, resulterede desværre ikke i en scoring. BSF pressede på og havde bolden mest, men stik imod spil og chancer fik B93 i det 11. minut på en omstilling scoret et flot mål.
Dette rystede heldigvis ikke BSF mandskabet som fortsatte med at dominere og allerede kort efter kom der balance i regnskabet da Fatima Al Ful på hovedstød fik udlignet føringen. Resten af halvlegen bød på enkelte chancer og et stort spilovertag til BSF, men desværre var effektiviteten ikke god og holdene gik til pause med 1-1.
Fra anden halvlegs start var det samme kampbillede, BSF i den dominerende rolle og B93 med sporadiske kontraløb, hvor de også var farlige. Heldigvis fik indskiftede Chirine Lamti i det 64. minut bragt værterne foran 2-1 på en flot flugter – og trods mange chancer i anden halvleg lykkedes det ikke at udbygge føringen, hvorfor det blev en anelse nervøst til sidst i kampen.
Fortjent hev BSF mandskabet deres anden sejr i træk hjem og kan nu se på en tabel hvor de ligger nummer et. En stærk start på sæsonen hvor der nu er tre ugers kamppause på grund af landholdsaktivitet.