Hver torsdag bliver børnene introduceret for sjove bevægelseslege i gymnastiksalen på Torvevej 19 i Skovlunde. De danser, spiller hockey, laver gymnastik i redskaber, løber stafet og mange flere aktiviteter som børnene er med til at bestemme.
Jump4fun er et træningstilbud for børn og unge i alderen 6-16 år med overvægtsproblematikker og/eller børn der ikke føler, de passer ind på andre idrætshold. I samarbejde med idrætsforeninger i de deltagende kommuner arbejdes der på at gøre fysisk aktivitet til en naturlig og sjov del af børnenes hverdag. De dygtige instruktører har fokus på at give børnene smil på læben og sved på panden.
Jump4fun finansieres af Ballerup Kommune og tilbydes i både Skovlunde Idrætsforening og Måløv Idræts Forening.
Holdene er igangsat i tæt samarbejde med både Ballerup Sundhedshus og Sundhedsplejen, som også henviser børn til de forskellige hold.
Jump4fun er startet som et partnerskab mellem DGI, Julemærkefonden og hospitaler på Sjælland, og findes i 14 kommuner rundt i landet.