Det er måske en lidt speciel oplevelse, der venter de ældre på Ballerups plejecentret i de kommende uger. Men det handler om minder og om at skabe samtale og hygge, når performanceteatret CoreAct de næste syv uger besøger plejecentrene.
Kulisserne er en gammel stue og et køkken med masser af rekvisitter, som netop skal bringe minderne frem hos demente borgere og samtidig skabe samtale og hygge mellem beboerne. Stykket hedder ’Minderne har man da lov at have’ og begyndte på Kirstinehaven i Ballerup i den forgangne uge, hvor cafeen var rammen om forestillingen.
Det er simpelthen en rullende tidslomme, som beboerne kommer ind i, og de to skuespillere Anika Barken og Helene Kvint vil sætte gang i minder og samtale hos ældre ved hjælp af deres transportable rum. Indimellem går den ene af de to rundt i rummet med en stor maske på. Nogle gange som en ræv eller som en hjort, fordi dyr giver ro og indtryk af, at alt er tilladt.
Beboerne på Kirstinehaven fandt forestillingen rigtig hyggelig, og når stykket ikke var i gang kunne beboerne bruge det rullende rum med de mange gamle rekvisitter.