Endnu en forårsbebuder har meldt sin ankomst: Cirkus Baldoni. Det lille, hyggelige familiecirkus slår vanen tro pløkkerne i jorden på pladsen ved Kræmmerstien og inviterer indenfor i teltet, hvor der venter underholdning for hele familien.
Cirkus Baldoni fejrer i år sin 15. sæson og helt som det plejer står cirkusdirektør René Baldoni, sammen med sin tro følgesvend løven Leonardo, for at kæde de mange sjove, søde og fantasifulde numre sammen til én stor forestilling.
På programmet i år er blandt andre den helt nye trampolinartist ’Mr. Jumping’, fire akrobater fra Kenya og en vaskeægte cirkusprinsesse ’Miss Maria’.
Der er naturligvis også masser af klovnerier. I år får klovnen Danilo selskab af Eddie, der spiller på stort set alle blæseinstrumenter.
Der er også et nummer med dresserede katte på plakaten i år. Det ser legende let ud når Fatimes katte viser deres helt utrolige færdigheder, som nok skal få smil frem på tilskuerrækkerne.
Cirkus Baldoni byder indenfor tirsdag den 4. april klokken 17 å pladsen ved Kræmmerstien/Marbækvej.