DBU Sjælland fortæller:
Sten Wessel har været frivillig i sin klub siden starten af firserne. Han blev, ligesom så mange andre værdifulde ildsjæle, introduceret til klubben gennem sine børn. Selvom børnene for længst er fløjet fra reden, og ikke længere er aktive fodboldspillere, så er hans store engagement stadig i klubben.
Sten har båret mange forskellige kasketter gennem årene, han har blandt andet været træner for forskellige pigehold, ungdomsformand, banefordeler, ”praktisk gris” i ordets bredeste forstand. Det betyder, at han har sørget for opkridtning af baner, ordnet bolde og alle de andre opgaver som skal gøres for at tingene kan løbe rundt i en fodboldklub.
Selvom Sten ikke længere har sin daglige gang i klubben, så er han stadig banefordeler.
Gennem årene har Sten været en kulturbærer og vidensbank for de nyere frivillige i klubben grundet hans store erfaring og knowhow i klubarbejdet – et ansvar han har taget alvorligt og formidlet rigtig godt.
Udover sit engagement i sin lokale klub, så har DBU Sjælland også haft glæde af Stens engagement. Han har været formand for SBUs Pigegruppe og været medlem af DBU Sjællands Børneudvalg. Ingen tvivl om, at børnefodbolden – og især pigefodbolden står hans hjerte nært.