Til tonerne af Michael Jacksons ’You are not alone’ fik den 24-timer lange Stafet For Livet i Egedal en ende i Byparken i Smørum søndag den 15. juni.
I år var der 215 deltagere, 19 fightere og over 40 frivillige til stafetten, der har til formål at sætte fokus på kampen mod kræft.
Stafet For Livet varer 24 timer. Stafettens døgn symboliserer, at kræft aldrig sover, og at kræftpatienter kæmper med kræften hele døgnet – både i de lyse og mørke timer.
Derfor skal holdene have minimum én deltager på banen hele døgnet. Forskellige sponsorer giver et aftalt beløb for hver runde, som deltagerne får tilbagelagt.
I Smørum nåede de op på 6613 runder, svarende til 3.836 kilometer. Det giver et overskud på 67.100 kroner, som går til Kræftens Bekæmpelses arbejde med forskning, forebyggelse og patientstøtte.
Fighter-borgmester
Stafet For Livet i Egedal blev i år indledt med en tale fra formanden Lærke Frøstrup og Egedals borgmester Willy Eliasen, hvor det blev afsløret, at Willy Eliasen selv er fighter; det vil sige at han selv har haft kræft. Derfor gik han også årets første runde i den gule T-shirt sammen med resten af fightergruppen.
Lærke Frøstrup og Willy Eliasen indledte stafetten.
»Det har været en meget speciel stafet i år. Stemningen har været helt unik, og sammenholdet blandt deltagerne og de frivillige har været ubeskriveligt stærkt,« fortæller Lærke Frøstrup.
Det er anden gang, at der er Stafet For Livet i Smørum og arrangørerne lover at gentage det igen næste år, hvor det bliver i weekenden den 13.-14. juni.
Se mere på www.stafetforlivet.dk/stafet/egedal
Det var ikke kun mennesker, der travede til fordel for kræftramte. Ledøje-Smørum Rideskole støttede også den gode sag ved at tilbyde gratis ponytrækning til de mange fremmødte.