Peter Viskinde har netop udsendt singlen ’Årets første sommerdag’. Lørdag den 31. maj klokken 13 rocker han sammen med sit band på en forhåbentlig smuk sommerdag under åben himmel på Kirketorvet for enden af Centrumgaden i Ballerup.
Peter Viskinde har brugt vinteren på at skrive materiale til et nyt album, der udkommer til efteråret. Dette kan man få en forsmag på ved koncerten i Ballerup, som er arrangeret af Handelsforeningen Centrumgaden.
»Jeg håber, at Ballerup er klar til en fest. Vi glæder os i hvert fald meget,« siger Peter Viskinde om den kommende koncert.
Viskinde er dybt forankret i to af de største danske rockbands. Som guitarist og medkomponist i det oprindelige Malurt i starten af 80’erne, og senere i perioden 1990-2008 var han grundlægger, komponist og tekstforfatter i Big Fat Snake.
Sideløbende har han udfoldet sit talent som billedkunstner og mestre i dag en karriere med både kunst om musik.
Ved lørdagens koncert kan man udover den nye single glæde sig til genhør med hits som ’No Peace Like In Heaven’ og ’Someone Like You’. Ligesom der vil være numre fra albummet ’All Dream Are Real’ som udkom i efteråret 2013.
»Og måske vil der også komme et enkelt Springsteen-nummer,« tilføjer Peter Viskinde, der er stor fan af den amerikanske musiker.