SE OGSÅ: ‘Billedgalleri: Lions uddelte trafikveste til børn’
Det er altid en udfordring, når den lokale børnehave skal på tur med børnene. Den intense trafik giver pædagogerne noget at se til på turene og bilistene skal have et øje på hver finger, for at undgå ulykker.
Og netop for at undgå ulykker vil Lions i Skovlunde gøre det lidt sikrere for ungerne at færdes i trafikken.
Veste der kan ses
Tirsdag morgen delte Lions de velkendte trafikveste ud til børnene i de lokale børnehaver og ydede ad den vej et lille bidrag til en sikrere tur ud i trafikken i det daglige. Med sine stærke farver og reflekser er det lettere at få øje på de yngste, når de bevæger sig rundt i gadebilledet.
De flotte og meget synlige veste var noget, som ungerne i børnehaven på Ravnsletvej i Skovlunde havde ventet på, så da Lions dukkede op med de mange trafikveste skulle de prøves med det samme.
Børnene fik vestene på og fik samtidig lidt råd om, hvordan man bruger vestene og ikke mindst hvordan man færdes sikkert i trafikken, alt sammen oveværet af blandt andet Ballerups borgmester Jesper Würtzen.
Kamp mod blindhed
Lions i Skovlunde er en del af Lions International med over 1,3 millioner medlemmer verden over, og er blandt andet kendt for sin indsats mod blindhed.
Lions i Skovlunde deltager i disse kampagner og er generelt kendt i lokalområdet for at uddele julestjerner til beboerne på plejehjemmene i lokalområdet.
Pengene til disse kampagner kommer blandt andet fra den månedlige tombola i Skovlunde Centret og fra udgivelse af en sponsorkalender.